Toms Sustainable Cocoa Sourcing Programme

Toms Sustainable Cocoa Sourcing Programme

Hvordan vi fortsætter kampen for bæredygtig kakao

Med "Toms Sustainable Cocoa Sourcing Programme" fortsætter vi vores kamp for bæredygtig kakao. Programmet startede i januar 2017 - og afløste derfor uden pause vores seneste Danida støttede projekt, der sluttede ved udgangen af 2016.

Vores ihærdighed for at undgå pause i vores indsats er, at vi i de seneste ti år har set, hvor gode og vigtige resultater vi kan opnå, når vi stædigt fortsætter det nære samarbejde, vi har opbygget med kakaofarmerne.

Fokus i "Toms Sustainable Cocoa Sourcing Programme" er derfor også helt på linje med og i fortsættelse af vores tidligere projekters fokus og resultater:

  1. At forbedre kakaofarmernes produktivitet og livsvilkår med uddannelse, støtte og træning i nye farmingmetoder, der også er bæredygtige mljømæssigt set.
  2. At fortsætte den posiive udvikling i udryddelsen af børarbejde og skabelsen af lokalsamfund, hvor alle børn får den uddannelse og støtte, de har brug for.
  3. Hjælpe til at gøre kakaofarming til et attraktivt erhverv, som de unge ghanesere kan se gode fremtidsudsigter i.  

Vores primære partner er Sustainable Management Service" (SMS), der er en enhed under Ecom, som vi køber vores kakaobønner igennem. SMS er det tidligere "Source Trust", som var partner i vores forskellige Danida støttede projekter fra 2007 til 2016.

Farmer træning

Adgang til viden om landbrug og dyrkningsmetoder samt adgang til gode materialer er begge afgørende for at forbedre produktiviteten og gøre kakaodyrkning bæredygtig.

Vores farmer træning programmer er blevet udviklet, tilpasset og finjursteret gennem de seneste ti år, så de i dag når ud til alle typer farmere.

De resultater, som vi har opnået indtil nu - og ikke mindst de resultater, som vi har sat os for at nå i de kommende år kræver omfattende og tæt samarbejde med et stort antal regionale og lokale farmere. Den eneste måde at nå ud til hver enkelt farmer er at uddanne lokale farmere til undervisere i de enkelte landsbyer.

Vores partner SMS (Sustainable Management Service) rekrutterer og uddanner farmer undervisere i gode farmningmetoder, i miljøhensyn og ikke mindst i sociale forhold som børns rettigheder og arbejdstagerrettigheder i fht. det mandskab, farmeren hyrer ind i travle perioder.

Når de lokale trænere er uddannet tilstrækkeligt i disse forhold, står de for at undervise de lokale farmere i deres egne landsbyer eller på den enkelte farm i grupper af maksimum 30 farmere. Træningen fokuserer på følgende forhold:

  1. Gode landsbrugs/dyrkningsmetoder: Fx hvordan de bedst tilpasser deres dyrkningsmetoder til netop den jordtype, de har på deres farm; Hvordan de bedst tilpasser skygge/sol forhold på farmen; Og hvordan de løbende bør udskifte deres gamle kakaotræer med nye.
  2. Hvordan de bør dyrke deres kakao på måder, der er både miljøvenlige og sunde at arbejde med for farmeren/arbejderen selv. En del heraf er fokus på at øge biodiversiteten på farmen og bruge naturens egne ressourcer på en positiv og bæredygtig måde ved fx at bruge gødning fra husholdningen og dyrke andre afgrøder, der er gode for kakaotræerne at stå sammen med.
  3. Hvordan de forbedrer deres indtægt og indtægtsstabilitet ved fx at starte andre typer forretning op - som dyrkning af andre afgrøder eller ved at specialisere sig i erhverv/ydelser tilknyttet kakaodyrkningen, som de kan sælge til de andre farmere. Sammen med uddannelse i opsparing, lån og økonomisk planlægning giver det farmerne langt større modstandskraft når fx øget regn påvirker en høstsæson negativt. 

De rette rammer for udvikling

Som tilknytning til vores farmertræning og -uddannelse har vi en række tiltag, der skal hjælpe til at forbedre rammerne for farmernes livsvilkår og dermed støtte dem i deres kamp for bedre livsforhold.

  • Opbygning af planteskoler, hvor der forspires højkvalitets kakaotræ-skud, skyggetræ-skud og andre plantematerialer, som hjælper dem til bedre produktivitet og til en hurtigere udskiftning af gamle kakaotræer.
  • Opbygning af lokale systemer til hyring af arbejdskraft, så farmeren let og sikkert kan hyre den hjælp, han/hun har brug for på sin farm.
  • Personlig coaching på farmerens eget stykke land med skæddersyet vejledning til optimering af bæredygtige dyrkningsmetoder. 
  • Adgang til sikre og billige lån samt opsparingsmuligheder, der kan hjælpe farmeren til eksempelvis at spare lidt penge op til børnenes skolestart i august - selvom den primære indtægt falder allerede i efteråret. 
  • Dannelsen af helt lokale "andels-sparekasser" der gør farmerne i en landsby uafhængige af de etablerede bank-systemer vha. "Village savings and loans method", der er udviklet af CARE.

Uddannelse og støtte til den næste generation kakaofarmere

Da vi startede vores udviklingsarbejde i Ghana var manglen af egnede lærere på skolerne og dårlige skolefaciliteter nogle af de største barrierer for at få børnene til at gå i skole.

For at få børnene til at gå i skole og for at udrydde børnearbejde måtte der mere til. Det var ikke nok at hjælpe farmerne til at tjene mere, så de har råd til at undvære deres børns arbejdskraft. Og det var ikke nok skabe en fælles forståelse for børns ret til skolegang og barndom.

Vi var også nødt til at forbedre skolerne og ikke mindst lærererne. Og til at opbygge lokale sikkerhedsnet af forældregrupper med viden om, hvordan de griber ind overfor tilfælde af børnearbejde i deres landsby - og hvordan de hjælper det enkelte barn til en god opvækst med skolegang og tid til leg.

Arbejdet med disse forhold er stadig vigtige dele af vores Toms Sustainable Cocoa Sourcing Programme, hvor vi trækker på vores gode erfaringer fra tidligere år og konstant spreder vores insats ud til flere lokalsamfund. Desuden har vi fokus på:

  • Fortsætte udviklingen af vores landsbybaserede overvågningssystem, der sikrer, at tilfælde af børnearbejde opdages, og der sættes ind omgående med hjælp og løbende opfølgning der sikrer at barnes kommer tilbage på skolebænken og får den nødvendige hjælp og støtte.
  • Støtte de unge ghanesere til at tage kakaofarmingen til sig og drive en bæredygtig udvikling af kaakodyrkningen i deres områder. Vi arbejder for at gøre kakaodyrkning til et eftertragtet erhverv med gode økonomiske og sociale fremtidsudsigter. Denne del af vores program sker i samarbejde med Mastercards MASO programme.

Hvad med de andre dele af vores ansvar som virksomhed?

Her på siden har vi beskrevet vores tilgang til et enkelt af de områder, som vores tilgang til ansvarlighed dækker. Vil du vide, hvordan vi arbejder for at sikre ansvarlighed og bæredygtighed på andre områder af vores forretning?

Læs mere om de andre fokusområder i vores strategi for samfundsansvar: Vores Ansvar.

Strategien har disse tre ben: Vores Indkøb, Vores Produktion og Vores forbrugere.

  

Vi bruger cookies! Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. 
Læs mere

Godkend

Vælg sprog