Yankie bar fylder 70 år

Yankie bar fylder 70 år

Historiens vingesus: 70 år med Yankie Bar

Danmarks første chokoladebar blev udviklet i 1946 i efterkrigstiden til amerikanske soldater og sendt ud i Europa med en pinup-pige ved sin side. Nu fylder den populære chokoladebar 70 år, og pinup-pigen vender tilbage i en kæk udgave for at fejre chokoladebarens fødselsdag.

Med 70 år på bagen er Toms Yankie Bar ikke blot blevet et ikon i dansk chokolade- og markedsføringshistorie. Toms Yankie Bar er blevet en del af historiens vingesus.

Tilbage i 1946 havde de allierede stormagter etableret verdensfred, og de amerikanske soldater var talstærkt til stede i Europa, hvor de hurtigt fik tilnavnet: ”Yankees”.

Euforien over verdensfreden var stor, men det samme var manglen på varer som kaffe, krydderier og kakao også. Det gjorde det udfordrende at producere chokolade.

Alligevel landede Toms Gruppen A/S i Danmark midt i dette en stor ordre fra den amerikanske hær, som ønskede at forkæle de udsendte tropper med en chokoladebar, de allerede kendte hjemmefra.  På det tidspunkt var en chokoladebar nemlig ikke kendt i Europa. Det var mest almindeligt med chokoladeplader og fyldte chokolader.

 Danmarks første chokoladebar

- Stifter af Toms Gruppen A/S, Victor B. Strand, var meget fremsynet og var særdeles stærk til at opsnuse muligheder i markedet. Under 2. verdenskrig var der mangel på stort set alle råvarer, og den danske fødevareindustri var gennem en hård periode. Victor B. Strand valgte at gå mod markedet og investere, så han var klar, den dag markedet normaliserede sig igen. Derfor vandt Toms Gruppen A/S den attraktive ordre til de amerikanske styrker, hvormed Toms Yankie Bar blev født, fortæller marketingdirektør Lone Lyng Andersen.

Chokoladebaren blev lanceret med sin unikke kombination af luftigt skum, karamel og overtrukket med mælkechokolade og sendt ud til de amerikanske tropper i Europa som en opmuntring. Ved sin side havde Toms Yankie Bar en pinup-pige, da flere tusinde kolli blev sendt afsted ned ad den tyske Autobahn.

Der skulle dog gå et par år, før den elskede bar kunne købes i danske butikker. Der var nemlig rationering på blandt andet kakao helt frem til 1951.

Samme opskrift som i 1946

Yankie bar 1946 kolliI dag er opskriften på Toms Yankie Bar stort set den samme som i 1946, men kendskabet til chokoladebaren er i den grad røget i vejret. Således kender hele 97 procent af danskerne i dag Toms Yankie Bar, der er blevet et af Toms Gruppens A/S ikoner.

- Toms Yankie Bar er en af Toms Gruppens stærkeste og mest kendte ikoner. Den har været på markedet gennem generationer og har formået både at være noget, vi husker fra vores barndom samtidig med, at den i dag er mere populær end nogensinde, fortæller Lone Lyng Andersen.

Dristige kampagner

Ud over pinup-pigens tætte bånd til Toms Yankie Bar, er chokoladebaren igennem årene blevet bakket op af en perlerække af både dristige og banebrydende kampagner.

Toms Yankie Bar var for eksempel blandt verdens første til at få bandereklamer i både ishockey og engelsk fodbold, når der var tipslørdag på DR. Og chokoladebaren var også synonym med Danmarks bedste fodboldklub i 1970’erne og 80’erne, Hvidovre, hvor Preben Elkjær var frontfigur både på banen og for Yankie Bar.

- Preben Elkjær var på det tidspunkt så populær, at vi fik lavet helfigurer af ham i pap med Yankie Bar. Men de forsvandt lige så hurtigt, som vi satte dem op. Sandsynligvis hjem på diverse teenageværelser, fortæller Lone Lyng Andersen.

1970’erne bød også på en look-a-like Jimmi Carter til at stille op som tidens populære og fredssøgende amerikanske præsident under sloganet: ”Yankie Bar er det bedste, man har”.

Bar nydelse

I 1996 blev 50-års jubilæet markeret under mottoet ”Bar nydelse”, hvor pinup-pigen vendte tilbage sammen med datidens popsensation, Aqua, der turnerede landet rundt med The Yankie Pankie Tour.

I dag bliver Toms Yankie Bars runde fødselsdag markeret med en speciel jubilæumsudgave af baren, hvor en ny og lidt mere kæk pinup-pige vender tilbage og kommer til at pryde indpakningspapiret af Yankie Bar resten af året.


Yankie bar 70 år infografik

Vi bruger cookies! Cookies er nødvendige for at hjemmesiden fungerer korrekt og indsamler viden om anvendelsen af hjemmesiden. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. 
Læs mere

Godkend

Vælg sprog